SEO - Gør det selv

Der er nogle vigtige ting, du skal overveje, før du går i gang med dit nye website. Det gælder uanset om du lige er startet som selvstændig eller arbejder i en allerede etableret virksomhed. Ordentlig planlægning af indholdet på dit website kan være forskellen på om webistet vil få 50 besøgende om dagen, eller om det vil få 5.000 besøgende om dagen.

Forberedelsen

Når du starter et samarbejde med et SEO-bureau, vil dit projekt for det meste starte med 3 faser. Det koster naturligvis penge, men du kan jo også prøve at gøre det selv! Særligt hvis du lige er startet som selvstændig, så kan du være interesseret i at kaste den ekstra tid ind i det frem for at betale andre. Og det vil være en vigtig investering af din tid, for det vil ikke kun give besøgende på dit website mange år fremover, det vil også give dig værdifuld indsigt i dit produkt og din målgruppe, som du muligvis ikke selv havde tænkt over. En indsigt du vil kunne bruge til at sælge dit produkt i andre situationer.

Find 10 relevante søgeord, som du gerne vil findes på

Det første du skal gøre er at finde frem til de 10 vigtigste søgeord, som du gerne vil findes på. Tænk lidt over, hvad dine brugere kunne finde på at søge efter, når de skal finde frem til dit site.

Har du mindre end 10 forskellige produkter

Hvis du kun har nogle enkelte forskellige produkter, kan dine søgeord være selve produktnavnet, hvis altså dit produkt er et velkendt produkt. Er dit produkt ikke et almindeligt kendt produkt, skal du finde på lignende ord, der betegner dit produkt. Hvis det er et helt nyt produkt, skal du altså tænke på, hvilket problem dit produkt løser eller hvilket behov, dit produkt udfylder.

Eksempler på et velkendt produktnavn (brand): Coca-Cola, Flexitracks, Rockwool, World of Warcraft m.m. Eksempler på ikke almindeligt kendte produkter (hvor produktet ikke er det dominerende brand): Sodavand, Racerbane, Isolering, Computerspil m.m. Eksempel på nyt produkt (hvor man som bruger ikke kender produktet i forvejen): Voksipose (dyne / sovepose til barnevogn / baby).

Har du over 10 forskellige produkter

Hvis du har mange produkter, så skal du i første omgang tænke mere på fællesbetegnelser for produkterne.

Har du ikke har produkter, men artikler

Hvis dit site er et informationssite, eller en blog, skal du tænke på dit område som et produkt. Uanset hvad et website handler om, så “sælger” man altid et eller andet – man vil jo gerne have nogen ind og se på sitet, ellers lavede man det jo ikke. Her er det så nærmere besøgende, du vil have ind og læse dine artikler, end du vil sælge et produkt (det kan være lidt som Itzy-Bitzy-sitet her). I dette tilfælde, vil jeg jo gerne have gode resultater på søgeord som søgemaskineoptimering – det er lidt det, jeg sælger, selvom jeg sælger det gratis. Hvis du f.eks. har et website med billeder af din hund, Fido, som du gerne vil have andre til at se, så gælder det om at finde ud af, hvad der er søgninger på. F.eks. vil der nok ikke være mange, der søger på “Fido i skoven” (Google siger 5.410), som der vil være på “Billeder af hunde” (Google siger 1.420.000) – det gør naturligvis konkurrencen på ordet større, men til gengæld vil der være mange flere relevante brugere der søger.

Sådan forbereder du søgemaskineoptimeringen af dit website

Skriv 10 forskellige tekster, der hver især tager udgangspunkt i dine 10 søgeord. Når du har fundet dine 10 relevante søgeord, skal du i gang med at skrive nogle gode artikler, der handler om dine søgeord. Der er en række retningslinjer for, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre, for at blive ranket godt med sine søgeord på Google, men der er naturligvis ikke nogen facitliste og heller ikke nogen garantie

Men for at starte med selve artiklerne, gælder det naturligvis om at bruge sine søgeord på de rigtige steder, og i den rigtige mængde på siden. Men igen, der er ikke nogen facitliste for dette heller, og nogen ting kan virke i nogle tilfælde, andre ting kan virke i andre tilfælde – det gælder altsammen om, hvilke konkurrenter man er oppe imod.

Brug dit søgeord i titlen på siden

Egentlig gælder det langt hen ad vejen om at skrive så godt som muligt. Dvs. at du skal bruge formateringen af teksten, så du hjælper brugeren så meget som muligt med at læse teksten – for søgemaskinerne læser nemlig en artikel ved at se på selve formateringen. Så når du vil skrive en artikel, gælder det jo om at gøre læseren opmærksom på, hvad artiklen handler om – og findes der et bedre sted at gøre det, end i overskriften.

Hjælp læseren med at finde det væsentlige i teksten

Når du bruger formatering, som f.eks. fed skrift, på dine søgeord, så gør du det lettere for læseren, og dermed søgemaskinerne at se, hvad der er de vigtigste elementer i artiklen. Derfor skal du bruge både fed skrift, understregninger og kursiv i teksten.

Varier sproget med synonymer og variationer af søgeord

I stedet for at anvende deiksis i artiklen, kan det være en god idé at bruge variationer eller synonymer af søgeordene i artiklernes afsnit. I stedet for at bruge ord som “produktet” eller “det” om et produkt, kan det være en god idé at skrive produktnavnet eller et andet ord, der ikke er alt for generisk. Det er dog klart, at generiske søgetermer, som man i forvejen fokuserer på, kan være gode at bruge i denne sammenhæng.

Eksempel på tekst, hvor der bruges et generisk søgeord i stedet for deiksis: “World of Warcraft er uden sammenligning den mest populære MMORPG på markedet. Spillet kan købes i en “Battlechest”-udgave, hvor du bl.a. også får “World of Warcraft: The Burning Crusade” med.”

I dette eksempel har jeg altså brugt “spillet” i stedet for det “påpegende” stedord “det”. På denne måde får jeg øget den generelle tæthed i alle mine artikler med mine generiske søgeord og i dette tilfælde får jeg også sat spil-titlen ind en ekstra gang, i en anden variation.

Sørg for at holde søgeordstætheden på 2-6%

Når du skriver din artikel, skal du bruge dit relevante søgeord, så det udgør sådan omkring 3-6% af ordene i artiklen. En normal A4-side indeholder ca. 400 ord, så i dette tilfælde, skal dit søgeord altså være med mellem 8 og 24 gange – jeg vil nok mene, at du skal holde dig til de 2% og så bruge variationer eller synonymer for resten. Tænk på, at de brugere, du forsøger at få fat i, også bruger variationer og synonymer, når de søger efter noget på Google.

Skriv ikke for lidt – og du kan næsten ikke skrive for meget

Normalt skal du nok holde dine artikler til mellem 300 og 600 ord. Tænk igen på dig selv, når du læser. Er du ved at være træt af at læse denne her artikel, jamen så ved du lidt, hvad jeg mener (indtil nu er du kommet til ord nummer 642 i denne artikel). Selv har jeg meget lettere ved at læse en bog, der er delt op i mange kapitler, end hvis den kun har få, lange kapitler – kan du se, hvad jeg mener?

Herudover er det også vigtigt, at du ikke gør dine sætninger for lange. Lix-tallet i en tekst kan nemlig også godt have en betydning for, hvordan en tekst rates af en søgemaskine.

Det hele, kort fortalt:

  1. Gør det let for læseren, at afkode teksten
  2. Varier sproget
  3. Når du skriver en lang artikel, sørg for at den hele tiden giver værdi